Kastrup Boldklub / Nyhedsarkiv / Kastrup Boldklubs Blå Tråd

Kastrup Boldklubs Blå Tråd

Udgivet den: 29. juni 2017 - 22:37

Kære alle interessenter i Kastrup Boldklub.  

dbt.jpgNu går vi en dejlig og velfortjent sommerferie i møde, men snart starter en ny sæson. Her skal klubbens "Blå Tråd" effektueres og føres ud på vores dejlige græsbaner på Røllikevej. 

"Den Blå Tråd" er blevet sendt som PDF-fil til alle de trænere og holdledere, vi har mails på. Den ligger også på hjemmesiden og kan findes via forsiden eller under menupkt. "Information", så alle, som har tilknytning til klubben, kan gå ind og finde den. Vi opfordrer alle trænere og holdledere til at printe den ud, så I kan bruge den på træningsbanen eller tage den med på jeres trænermøder. 

Du kan også downloade den her: Den Blå Tråd

Indholdet af "Den Blå Tråd" er kort fortalt en guideline til hvilke ting man kan arbejde med og fokusere på i sin træning. Det er ikke en manual med træningsøvelser og et sportsligt setup, hvor man SKAL arbejde på en bestemt måde. Tværtimod...., "Den Blå Tråd" er en inspirationskilde, som fortæller hvad årgangene KAN fokusere på, når træningspasset skal laves.

Udover det indeholder "Den Blå Tråd" også klubbens vision, formål og værdier samt en beskrivelse af nogle grundlæggende træningsprincipper. Desuden beskrives og uddybes værdiernes betydning, og der gives et klart billede af, hvordan klubbens sportslige udvalg ser værdierne komme til udtryk - både til træning og til kamp. 

Det sportslige udvalgs næste opgave er at komme rundt til de forskellige trænere og deres træningspas, i første omgang på årgangene U7-U10. Formålet med denne opgave er at vi gerne vil se hvordan årgangene bruger værdierne og "Den Blå Tråd". Vi ønsker at observere årgangenes træningspas og efterfølgende give noget feedback til trænerne om hvordan træningspasset forløb. Dette er selvfølgelig ikke nogen eksamen, og vi er ikke ude på at nedgøre deres træningsmetoder. Men vi ønsker at give dem respons og nye idéer, så årgangen kan dygtiggøre sig og reflektere over deres tilgang til spillerne og planlægning af træning.

I sidste ende er målet at skabe det rette fundament for et godt træningsmiljø, hvor man som træner sparrer med hinanden og reflekterer over egne træningsmetoder. 

Vi synes der er mange årgange som har god energi, og som viser at de er glade for at være trænere i Kastrup Boldklub. 

Derfor er det også vigtigt, at vi bruger hinanden, f.eks. hvis en træner føler at årgangen er gået lidt i stå. Dette er vigtigt for et sundt og godt træningsmiljø. 

Vi håber I allesammen vil tage vel imod "Den Blå Tråd" og bruge den som redskab til at gøre jeres træningspas endnu bedre Grine

Samtidig håber vi også, at I der er forældre giver jer tid til at læse "Den Blå Tråd". 

De bedste hilsner fra klubbens sportslige udvalg - 

Jacob Z. Simonsen, Andreas Z. Simonsen og Christian Theilgaard.