Kastrup Boldklub / Information / Stævner / Crowne Plaza Elite Cup / Nyhedsarkiv Elite Cup / Storklub fra Japan deltager i Crowne Plaza Elite Cup 2017

Storklub fra Japan deltager i Crowne Plaza Elite Cup 2017

Udgivet den: 17. juni 2017 - 9:27

Vi må nu konstatere, at Crowne Plaza Elite Cup er ved at blive kendt ikke bare i Europa, men i hele Verden.

Det er netop bekræftet, at en af Japans største fodboldklubber Yokohama F. Marinos kommer til Danmark og stiller op i U15 rækken i dette års Crowne Plaza Elite Cup.

Yokohama F. Marinos har på senior niveau vundet den bedste række i Japan, som i dag kaldes J-League, 3 gange og har 2 gange indtaget 2.pladsen. De er den ene klub blandt kun 2 klubber i japansk fodbold, der har befundet sig i Japans bedste række siden 1982, og de har været fast inventar i den professionelle J-League siden starten i 1991.

PHOTOS.jpg

Deres hjemmebane er Nissan Stadium med plads til 72.327 tilskuere og deres ungdomsfodbold akademi har deltagelse af 3.500 spillere, altså langt flere end de fleste klubber samlet set har af medlemmer.

Yokohama F. Marinos er delvist ejet af City Football Group som ejer Manchester City.

Vi synes, at det er et utrolig spændende hold der kommer til Danmark og er stolte over, at en storklub fra Japan vil sende deres U15 hold til Crowne Plaza Elite Cup. Det vidner endnu en gang om hvilken stor turnering vi har skabt i Kastrup Boldklub, og vi ser med glæde frem til at præsentere Yokohama F. Marinos i august måned.

De vil være hos os i dagene op til Crowne Plaza Elite Cup afvikles, og de skal træne og spille venskabskampe på Kastrup Boldklubs baner, så der bliver lejlighed til at studere dem nærmere inden Crowne Plaza Elite Cup 2017 løber af stablen.

Der er nu lukket for deltagelse og vi takker mange gange for den store interesse som klubber i Danmark og udlandet har vist os. I løbet af de kommende uger vil vi præsentere puljerne i årets Crowne Plaza Elite Cup.