Kastrup Boldklub / Hold / U19 Årg.99-01 / Årg.99-01 nyhedsarkiv / Lukas Ahlefeld Engel skifter til Fremad Amager

Lukas Ahlefeld Engel skifter til Fremad Amager

Udgivet den: 4. juni 2017 - 9:44

Lukas Engel Foto.jpgHistorisk set vil det for mange inkarnerede Kastrup fans give en ubehagelig rumlen i maven at se sådan en overskrift, men som tiderne er, så er det faktisk ganske naturligt.

Lukas har efter et stærkt forår, gjort sig bemærket med rigtig godt spil og mange mål for Kastrup Boldklubs danmarksseriehold, og dette på trods af, at han stadig kun har alderen til at være ungdomsspiller og normalt burde spille på vores U19 hold.

Han startede med at spille fodbold, da han var få år gammel og Kastrup Boldklub har altid været hans faste base. Talentet har altid været stort og der har i årenes løb været stor interesse fra andre klubber.

I DBU regi har man for længst indset at højde, drøjde og fysisk styrke ikke altid er ensbetydende med stort fodboldtalent, og for nogle år siden begyndte man at indføre et såkaldt future ungdomslandshold. Tilegnet talentfulde spillere som af den ene eller anden grund ikke havde den fysik der skulle til for at komme på det ”rigtige” landshold.

Som U16 spiller blev Lukas udtaget til future landsholdet og nogle husker måske hans kamp her på øen mod Belgien, hvor han hamrede kuglen op i hjørnet på et langskud med sit fantastiske venstreben.

For at komme med på dette niveau kræver det et stort talent, men også at man er ambitiøs og beslutsom, og har tro på egne evner. Det har Lukas.

Derfor er det eneste rigtige at komme videre, og med tilbuddet fra Fremad Amager om en kontrakt og mulighed for at yderligere at udvikle sig og forsøge at spille sig på holdet i 1.division, er det et naturligt skridt at tage, og så er han jo stadig på øen og heldigvis for det.

Der er ikke længere end et godt vristspark fra Kastrup Boldklub til Fremad Amager og dermed Sundby Idrætspark, og vi kan se på de foreløbige reaktioner, at der er mange der vil følge med, når Lukas forhåbentlig kommer til at spille mange kampe i Sundby.

Kastrup Boldklub ønsker dig al mulig held og lykke med fremtiden.